Seneste 3F nyheder

Fortuna skal med fra første fløjt!

Hjem til Vejle
3F-kampen lørdag kl. 12:00 i VB Parken i Vejle kan umiddelbart virke som en overkommelig opgave for Fortuna, men i den seneste kamp, onsdag aften, mod Odense Q fik Fortunaspillerne en kedelig start, da Odense Q efter 15 minutters spil bragte sig foran og holdt 1-0-stillingen til pausen. En sådan oplevelse ønsker cheftræner Brian Sørensen ikke, at hans spillere skal have i Vejle.
- Jeg er overbevist om, at vi har lært, at der skal arbejdes lige fra start, og der må gerne arbejdes hårdt, siger Brian Sørensen.
- I Odense var vi slet ikke mentalt på plads fra kampstart. Spillerne skal ikke tro, at de bare kan gå på banen og regne med, at sejren kommer af sig selv.
Det har Brian Sørensen for alvor indprentet sine spillere op til Vejle-kampen, så hjemmeholdet kan forvente, at tage mod nogle aggressive gæster.
Vejle er et hold, der kan overraske med en total uventet indsats, og det er Fortuna forberedt på.
I årets første kamp tabte Vejle 1-0 til BSF i Ballerup, og det er altså et hold uden points, der har hjemmebane lørdag.
I modsætning hertil har Fortuna taget alt, hvad der har været muligt. Premierekampen i Varde blev vundet 5-0, så blev det en beskeden hjemmesejr på 2-1 over Kolding Q og onsdag aften kunne Fortuna tage hjem til Hjørring med 3 points efter et 1-6-resultat i kampen mod Odense Q.
Holdet er i spidsen for 3F-ligaen med 9 points. Som sædvanlig er ærkerivalerne fra Brøndby på linje med Fortuna. Med en kamp mindre må københavnerne dog stille sig tilfreds med andenpladsen på nuværende tidspunkt.
På lørdagens hold er der to, der stiller op med lidt blandede følelser, de er dog ikke i tvivl om, at der skal kæmpes for sejr til Fortuna. De to er tvillingerne Karen og Sara Holmgaard, der indtil denne sæson har spillet for Vejle. De er i øvrigt begge netop blevet udtaget til det danske U19_kvindelandshold, der i september, sammen med hold fra tre andre nationer, deltager i EM kvalifikationsrunden i Litauen.
Kampen kan følges her!
Pin It
SponsorBar
facebook_page_plugin