Spring til indhold

Agnethe får en længere pause

Agnethe 37J0934
Det, der er en ambitiøs fodboldspillers mareridt, er netop sket for Fortunas Agnethe Nielsen
Lørdag måtte hun ganske få sekunder inden kampen mellem Kolding Q og Fortuna blev fløjtet af bæres fra banen. En hel del tydede på, at Agnethe havde pådraget sig en ganske alvorlig knæskade, og nu må Agnethe – netop som hun for alvor er ved at vise sit store talent – indstille sig på en længere pause.
I Kolding hjalp hjemmeholdets fysioterapeut hjalp Agnethe med det første tilsyn og gav hende en støtteforbinding. Samtidig fik hun besked på at opsøge Fortunas læge, lige så snart hun var tilbage i Hjørring.

Soren200x300– Det er vanskeligt at stille en nøjagtig diagnose. Agnethes knæ på højre ben er meget hævet. Men jeg har en stærk mistanke om, at et inderside ledbånd er stærkt beskadiget, og vil ikke udelukke en beskadigelse af forreste korsbånd, siger læge Søren Christensen.
– Nu skal hævelsen have lov til at fortage sig, og så skal Agnethe gennem en MR-scanning, så vi kan finde ud af, hvad de nøjagtige skader består i og hvor de er placeret.
Scanningen finder sted en af de allernærmeste dage.
Det var en knust Agnethe, der modtog Søren Christensens umiddelbare melding.
Agnethe havde naturligvis sat snuden op efter at være med i Fortunas afgørende ligakampe og måske med på podiet ved overrækkelse af DM-pokal og guldmedaljer her i sin første sæson i Fortuna.
Samtidig er Agnethe udtaget til det danske U19-landshold, der deltager i EM-turneringen. Også det glipper. Selv om scanning og yderligere undersøgelser af knæet fører til mildeste diagnose, er det givet, at Agnethe Nielsen skal på den anden sid af sommerferien, inden hun igen er på kampbanen.
Det er naturligvis værst for Agnethe, men i Fortuna beklager man sig også over, at skulle undvære den energiske Agnethe Nielsen, der altid kæmper og sætter sine modstandere på vanskelige opgaver.
I en sådan situation kan mesterskabsaspiranterne dog trøste sig med, at kunne fremvise 3F-ligaens bredeste trup. Den kan der blive alvorligt brug for en de næste kampe.

 

Til toppen