Amerikansk angriber skifter til Fortuna Hjørring
Fortuna Hjørring har fundet sin nye angriber. Den amerikanske forward 21-årige Lumi Kostmayer skifter til den nordjyske mesterskabsklub, og bliver en vigtig del af offensiven i bestræbelserne på at lukke hullet efter Joy Omewa, der for nylig blev solgt til Nottingham Forrest.
Lumi Kostmayer kommer fra amerikansk collegefodbold, hvor hun senest har spillet for University of California, Berkeley (California Golden Bears). Her har hun markeret sig som en målfarlig angriber og leveret flere vigtige scoringer i NCAA-turneringen. Hun er kendt for sin direkte spillestil, gode bevægelighed og evne til at finde plads i feltet:
Jeg håber selvfølgelig på, at jeg kan hoppe direkte ind i start-11-eren og score en masse mål for Fortuna. Jeg er både en klassisk boks-spiller, men jeg går også efter at være opspils-station og arbejder tæt sammen med mine holdkammerater.
Den nye Fortuna-angriber er oprindeligt fra Southbury, Connecticut, men som hendes fornavn, der i øvrigt betyder sne, antyder, så har hun finske aner:
Min mor er finne, og jeg har tilbragt de fleste af mine somre i Finland, som jeg betragter som mit andet hjemland. Derfor er Fortuna og Danmark lidt som at komme hjem, siger Lumi, der med sin 180 centimeter kommer til at gøre en fysisk forskel i det lille felt hos modstanderne. Valget af Fortuna Hjørring var ikke tilfældigt:
Jeg har længe ønsket at leve 100 procent af fodbold, og jeg tror at Fortuna Hjørring er den rigtige start på et europæisk eventyr. Her er et godt set-up, gode faciliteter, og klubben har en stærk historie, som jeg glæder mig til at være en del af det næste år.
Lumi Kostmayer rejser onsdag, sammen med resten af truppen til træningslejr i Marabella i Spanien.

Lumi får nummer 13 på ryggen af sin grønne Fortuna Hjørring-spillertrøje.
Foto: Bente Poder