Breidablik venter på Fortuna i ottende-dels-finalen i Europa Cup
De danske mestre fra Fortuna Hjørring trak fredag islandske Breidablik i ottendedelsfinalen ved lodtrækning i Europa-Cup kvalifikationen.
Holdene mødes to gange i november. Første gang på udebane i Island enten den 11. eller 12. november, og anden gang hjemme på Nord Energi Arena den 18. eller 19. november. Cheftræner, Lene Terp, er optimistisk:
Umiddelbart er det en god lodtrækning, men Breidablik er et hold, som vi skal have respekt for. Præcis som ukrainske Vorskla har de mange landsholdsspillere, men det er absolut ikke en umulig opgave, og det er en fordel, at vi kan afgøre det hjemme i den sidste kamp.

Lene Terp ser frem til at møde Breidablik i Europa-Cuppen.
Foto: Bente Poder
Der er særlig en fra Fortuna-truppen, der kender den islandske spillestil godt. Nemlig forsvarsspiller Laura Frank. Laura har spillet for islandske Valur, og hun håbede på, at det netop blev Breidablik, som Fortuna trak som modstander i ottendedels-finalen:
For det første, så glæder jeg mig helt personligt til at komme til Island, det er et smukt land. For det andet, så er Breidablik en modstander, som Fortuna tidligere har slået i europæiske kampe, og som jeg helt sikkert mener, at vi kan slå igen.
Islændingene spiller på kunstgræs, og det er ifølge Frank også en fordel for Fortuna:
De fleste islandske hold, Breidablik inklusiv, vil gerne spille lange bolde frem til angriberne, mens vi derimod gerne vil spille hurtigt pasningsspil. Her kan kunstgræssen være en fordel for os.

Laura Frank kender den islandske spillestil særdeles godt fra sin til Valur.
Foto: Jess Madsen
Fortuna Hjørring får allerede i morgen, lørdag, mulighed for at øve kunstgræs, når de spiller i i A-ligaen mod FC Nordsjælland, der også er videre i Europa Cuppen. FC Nordsjælland trak Ns Mura fra Slovenien:
Det er så godt for Danmark, at vi har to hold videre i Europa Cup kvalifikationen. Når det er sagt, så er A-ligakampen i morgen en, vi skal vinde, lyder det fra Lene Terp.
FC Nordsjælland ligger nummer tre i A-Ligaen med 13 point, mens Fortuna Hjørring ligger på en anden plads med 21 point. HB Køge fører fortsat rækken med 24. Kampen i morgen er klokken 16.00 og kan ses på TV2 Play.