Dobbelt-debut til Fortuna i nullert mod FC Midtjylland
Første hjemmekamp i efterårssæsonen i A-ligaen for Fortuna blev en målløs fight mod FC Midtjylland. Begge hold havde store chancer i første halvleg, blandt andet Fortuna Hjørrings Lumi Kostmayer, der to gange var tæt ved at få bolden i mål.
Anden halvleg var mere i Fortuna-favør, og både Risako Watanabe og Kaitlyn Parcell var tæt på at få bolden i kassen.
Det lykkedes dog aldrig. Tiil gengæld gav kampen debut til Fortunas nye columbianske forsvarsspiller Samantha Rodriguez og til den svenske angriber Emma Westin, der begge fik deres første minutter i den grønne trøje, og gjorde et godt indhop.
Janelle Cordia blev kåret som kampens bedste spiller, og kæmpede ihærdigt i samtlige minutter:
Det var en hård fight, og jeg synes, at vi i især anden halvleg er tæt på mange gange. Vi mangler bare den sidste kynisme i vores spil, og vi skal simpelthen gøre tingene færdigt.
Fortunas cheftræner, Niclas Hougaard, supplerede:
Selvfølgelig havde jeg håbet på en sejr, og vi skaber også mange chancer. Vi mangler bare det sidste, når vi spiller så hurtigt, som tilfældet er i dag mod FC Midtjylland. Jeg synes, vi kan tage meget med fra opgøret, og jeg er især tilfreds med, at vi giver nogle flere spillere debut i dag. Vi er fortsat i opbygningsfasen, og nu skal vi bruge tiden frem mod næste kamp på at blive skarpere.
Næste opgør er den 15. august ude mod FCK. Kampen kan følges på TV2 Play.