En helt åben kamp mod Brøndby
Sæsonstarten i A-ligaens slutspil er lige om hjørnet.
I weekenden tørner de seks bedste hold i A-ligaen sammen, og for de forsvarende mestre fra Fortuna Hjørring gælder det Brøndby hjemme på Nord Energi Arena klokken 12:00 søndag den 15. marts:
Jeg ser det som en helt åben kamp. Vi kommer formentlig til at give ligadebut til en række nye navne, og så er græsbanen, som vi skal spille på mildest talt i dårlig stand, så det får også en stor betydning for opgøret, siger cheftræner Lene Terp, der på grund af vejrliget i det nordjyske har måtte træne sin trup på kunst helt frem til opgøret mod Brøndby:
Det er selvfølgelig ikke optimalt, at vi ikke har kunne spille på græs, men vi får det bedste ud af det.
Fortuna Hjørrings anfører, Florentina Olar mener også, at holdet er klar til sæsonstart:
Jeg synes, at vi har haft en rigtig god pre-season, og nu glæder vi os bare til at komme i gang, siger Florentina, der både har sagt farvel til en række holdkammerater – men også goddag til en række nye forstærkninger:
Vi har et godt hold, og især et godt sammenhold. Alle de nye er faldet godt til, og der er en god energi i truppen.

Inden kampstart klokken 12:00 er der kickoff-market med Kirppu i HPR hallen ved stadion. Markedet fortsætter helt frem til klokken 15:00. Der er gratis adgang til kampen, hvis man går igennem markedet først.