Et kvarter kostede Fortuna et 1-2 nederlag til Køge
Fortuna Hjørring snublede lørdag eftermiddag i guld-kapløbet mod HB Køge, der inden opgøret kun havde to points forspring til nordjyderne i kvindernes A-liga.
Med to amerikanere på toppen: Rutinerede Ashley Riefner og nyindkøbte Lumi Kostmayer havde Fortuna Hjørrings cheftræner, Lene Terp, ellers lagt en anderledes gameplan mod topholdet.
Desværre gav den ikke pote.
Et hjørne til Køge efter bare ti minutters spil blev sendt i netmaskerne af Marla Cassandra Korhonen, og bare fem minutter senere kunne Mille Gejl øge føringen på et kontrastød.
Trods gode chancer for hjemmeholdet, blev der ikke gjort noget ved stillingen i første halvleg.
Fra start af anden halvleg blev Rie Skotte og Nikoline Nielsen skiftet ind hos Fortuna, og det satte tempo på især angrebet.
Fuld fortjent nettede netop Nikoline efter 75 minutters spil, men trods masser af chancer, så blev det ikke til mere end en enkelt scoring for hjemmeholdet, som dermed lider sæsonens første nederlag til Køge, der nu har fem point ned til Fortuna.
Midtstopper, Sara Olai, der blev kåret som kampens spiller, kunne derfor ikke rigtig glæde sig over sin velfortjente kampkåring:
Jeg er ærgerlig. For jeg synes faktisk, at vi er det bedste hold. Vi er ikke helt skarpe i det første kvarter, og det bliver straffet, men resten sidder vi på.
Cheftræner, Lene Terp, var enig i Saras analyse:
Selvfølgelig er jeg ikke tilfreds med resultatet, men jeg er langt henad vejen tilfreds med måden vi spiller på, og med de chancer, vi skaber. Det gør mig fortrøstningsfuld, sagde Lene Terp, der nu har lidt over en uge, før det igen går løs på Nord Energi Arena påskedag søndag den 5. april. Her venter Kolding IF klokken 12:00:

Foto: Jess Madsen
Sara Olai blev fortjent kåret til kampens spiller. Hun har på rekordtid spillet sig solidt ind i Fortuna Hjørrings midter-forsvar.
Den kamp vinder vi. Det skal vi, lød det fra Sara Olai.