Spring til indhold

Fire Fortuna-mål sikrede sejren mod FCK

For første gang i A-ligaens historie mødtes FC København og Fortuna Hjørring, og det endte med en 4-1 sejr til nordjyderne, der var mest effektive foran mål.

En kamp, der blev spillet lørdag eftermiddag i Vanløse Idrætspark, hvor Fortuna-træner Niclas Hougaard havde lavet en del justeringer i startopstillingen siden FC-Midtjylland-opgøret hjemme i Hjørring:

Sofie Junge og Rie Skotte havde lidt småskader, så dem har vi valgt at skåne på grund af vores kampprogram, men Samantha Rodriguez er helt klar, så vi kommer med et stærkt hold, sagde Niclas Hougaard, der også havde Josefine Valvik tilbage i startopstillingen.

Blandt de 11 startere var naturligvis også Sarah Dyrehauge, der havde følgende kommentarer inden kampen:

Ligaen er meget lige, og alle kan i princippet slå alle, men vi påtager os favoritrollen i dag.

Og der gik kun seks minutter, før Fortuna levede op til den: Sara Olai fik efter et frispark på kanten af feltet scoret via riposten. Og en Sarah med efternavnet Dyrehauge fik øget føringen på et flot langskud i første halvlegs sidste minut.

FCK startede anden halvleg bedst, men det indtryk fik Josefine Valvik ændret på, da hun efter syv minutters spil scorede til 3-0 i Fortuna-favør. FCK gav dog aldrig op, og fik fortjent reduceret til 1-3.

Niclas Hougaard satte friske kræfter på banen. Først Anna Pallesen, siden en dobbelt offensiv indskiftning med Olivia Mikkelsen og Rebekka Frederiksen. Og netop Olivia lagde få minutter efter hun kom på banen en præcis assist til Sarah Dyrehauge, der sendte bolden i mål for anden gang i kampen. Denne gang med en teknisk flot hæl-aflevering.

I kampens sidste minutter var der liga-debut til Emma Lynnerup og Ida Sort, og dermed fik hele fire akademi-spillere minutter i A-ligaen.

Sara Olai, der spillede samtlige kampminutter, var naturligvis tilfreds med sin egen scoring og med slutresultatet:

Vi spiller en god første halvleg – og vi kæmper os til sejren. Vi er farligst fremad – og lukker bedst af bagud. Og når man er det, vinder man kampe. Det er en god følelse at tage hjem på.

Cheftræner Niclas Hougaard supplerede:

Vi scorer på nogle ret vigtige tidspunkter i kampen. Det ændrer ikke ved, at vi er farlige og har nogle dygtige spillere, der kan skabe noget fremad – og resultatet taler for sig selv.

Næste opgør for Fortuna Hjørring er allerede onsdag den 19. august hjemme på Nord Energi Arena. Kampen kan følges på TV2 Play

Til toppen