Spring til indhold

Fornem start til Fortuna

Hjørring-pigerne vandt indendørs turnering i Tyskland

Fortuna Hjørring 3F-hold fik den bedst tænkelige start på fodboldåret, da holdet i en meget stærkt besat indendørs turnering i Jöllenbeck ved Bielefeldt i Tyskland vandt Bielefeld Sparekasses meget eftertragtede pokal. Det var turnering nr. 32 i Jöllenbeck, og otte af Europas allerbedste klubhold deltog. Fortuna Hjørring kom fornemt ud af turneringens første dag med sejre over Bremen og Anderlecht, men nederlag til et stærkt spillende Essen-hold.  På anden dag var det lidt opad bakke, men det flaskede sig således, at holdet sikrede sig en plads i semifinalen. Her blev det til en 3-0-sejr over en ellers suveræn gruppevinder, Potsdam fra Berlin. Det var en præstation, hvor spillet nåede højt niveau, og det niveau bevarede Fortuna i finalen mod Bayer 04 Leverkusen. En spændingsmættet finale endte 1-1 efter ordinær spilletid, selv om Fortuna burde have vundet. Det blev imidlertid til et par misbrugte chancer. Den afgørende straffesparkskonkurrence med tre ”skytter” fra hvert hold var en ny gyser.  Leverkusen kom foran, men så var der også lukket af for scoringen, mens Fortuna to gange sendte bolden i mål. bedstimaal

Et formidabelt målmandsshow af Aubrey Bledsoe begejstrede de mange tilskuere i Jöllenbeck. To pragtredninger bragte Fortuna øverst på sejrsskamlen. Aubreys præstation i kampene og ikke mindst i den afsluttende straffesparkskonkurrence medførte, at hun helt naturligt og fortjen blev kåret til turneringens bedste målmand. For cheftræner Brian Sørensen var det en stor opmuntring at se pigerne på banen i Tyskland. – De ydede alle sammen en formidabel indsats, som øger optimismen forud for forårets kampe i slutspillet. Det var fantastisk at se, hvorledes alle hævede niveauet, når det virkelig gjaldt. Brian Sørensen har megen ros til overs for alle sine spillere, og nu stilles der store forventninger til slutspillet, der begynder den 2. april. Inden forårets kampe er Fortuna Hjørring og Brøndby ”ligestillet” i toppen – 30 points til hver.

Til toppen