Fortuna er taget på træningslejr i Spanien
Lige siden opstarten i januar har kulden og især sneen i det nordjyske spændt ben for optimale træningsforhold i Fortuna Hjørring. Derfor er cheftræner Lene Terp glad for, at hun sammen med truppen og trænerstaben i dag rejser på træningslejr i spanske Marbella:
Det bliver godt at komme på græs – og godt, at det ikke er vejret, der skal styre hvor meget vi træner. De kolde vinter-temperaturer har sat sine begrænsninger for vores opstart, siger Lene Terp.
Allerede torsdag venter der en træningskamp mod norske Tromsø for de danske mestre:
Vi spiller to gange 45 minutter, og det bliver en fin mulighed for at se, hvor vi står henne, siger Lene Terp, der i transfer-vinduet har sagt farvel til hele tre Fortuna-startere. Nemlig mållvogter Freja Thisgaard, midtbanespillere Sydney Sanur og ikke mindst topscorer Joy Omewa:
Det bliver spændende at få spillet alle de nye med ind i truppen og se, hvordan det kommer til at fungere. Mest af alt glæder jeg mig over, at vi kan få tid og mulighed for at træne i nogle rammer, der lige nu er mere optimale end hjemme i Hjørring.
Fortuna er afsted indtil 18. februar og inden sæson-starten mod Brøndby IF den 15. marts venter yderligere tre træningskampe mod ASA Aarhus, Thisted og Vålerenga.

Lene Terp og truppen rejser sydpå onsdag for at træne under mere optimale forhold i Spanien.
Foto: Bente Poder