Spring til indhold

Fortuna fik 1-0 hævn over Kolding

Fortuna Hjørring tabte i april i stiv kuling 1-2 mod Kolding IF på Nord Energi Arena i Hjørring.

Torsdag aften var der returopgør i smukt sommervejr på Autocentralen Park i Kolding, og den kamp endte med en 1-0 sejr til gæsterne, der dermed får sin anden sejr i træk i slutspillet.

Fortuna fik en drømmestart, da en velspillende Nikoline Nielsen satte Sarah Dyrehauge op, der trak forbi keeper Sofie Grøn i Kolding-målet og scorede til 1-0 i Fortuna-favør efter bare tre minutters spil.

Fortuna sad på de fleste og største chancer i første halvleg, og derfor sagde målscorer Sarah Dyrehauge ved pausen:

Vi burde være foran med 3-4 mål. Det er en lidt rodet kamp. Vi skal have skabt noget på vores omstillinger.

Opskriften lykkedes ikke helt. Anden halvleg blev ikke noget at skrive hjem om for nordjyderne – mange udskiftninger gav afbrydelser i spillet, og trods overtag, blev det ikke til flere mål. Det afgørende for de grøn-blusede blev sejren – og ikke størrelsen på den, og at Andreea Paraluta for første gang i slutspillet holdt nullet i målet, som Josefine Valvik sagde efter opgøret:

Det var rigtig vigtigt for os med 3 point for at kunne nå tredjepladsen. Set på chancerne er det en alt for lille sejr. Jeg burde selv have scoret, men vi vinder 1-0, og det er det, der tæller.

Nu venter en landsholdspause, før Fortuna møder Nordsjælland i den direkte duel om bronzen hjemme på Nord Energi Arena den 13. juni.

Nikoline Nielsen, der spillede sin næst-sidste kamp inden skiftet til Barcelona, lavede forarbejdet for Sarah Dyrehauges mål, der blev kampens eneste.

Foto: Jess Madsen

Til toppen