Fortuna klar til den sidste test mod norske Vålerenga
Tre sejre i tre træningskampe. Sådan lyder de foreløbige resultater for Fortuna Hjørrings træningskampe i opstarts-sæsonen.
Først blev AaBs U15drenge besejret, siden norske Røas kvindehold på træningslejr i Spanien, og senest FC Thy-Thisted med hele 8-0 hjemme på kunstgræsset i Hjørring. Her kom to af de nye Fortuna-profiler amerikanske Lumi Kostmayer og svenske Sarah Olai på måltavlen, mens Hjørring-målet blev vogtet af finske Milla Maj Masari.
På lørdag den 7. marts rejser truppen til Oslo, hvor Vålerenga venter i den sidste testkamp, inden sæsonpremieren mod Brøndby den 15. marts.
Cheftræner Lene Terp ser frem til opgøret:
Der er fortsat landsholdspause, så både os og Vålerenga mangler nogle af vores spillere, men det bliver en god test af, hvordan vi står som hold, siger Lene og fortsætter:
Vi har tidligere mødt Oslo-holdet, og det er nærmest blevet en tradition, siger Lene, der fortsat har en skadet Janelle Cordia i truppen, men ellers ser situationen fornuftig ud for truppen.
Fortuna rejser tidligt lørdag morgen til Norge og vender retur til Hjørring, hvor truppen tirsdag i næste uge sætter fuld fokus på A-liga-slutspillet og specifikt modstanderen Brøndby.
Kampen mod Brøndby spilles hjemme i Hjørring på Nord Energi Arena søndag den 15. marts – og inden, under og efter opgøret er der et særligt “kickoff-market” med salgsstande i HPR-hallen i samarbejde med Kirppu Hjørring.

Fortuna vandt sin seneste træningskamp med hele 8-0 over FC Thy-Thisted. Lørdag venter Vålerenga i Oslo i Norge.
Foto Bente Poder