Fortuna runder af i gyldent skær

Lørdagens kamp i Gjensidige Kvindeliga mellem Fortuna Hjørring og FC Nordsjælland på Nord Energi Arena kommer for Fortunas vedkommende til at finde sted i et gyldent skær. Mesterskabet er for længst hjemme, og lørdag modtager trup og stab så guldmedaljerne.
Holdet har allerede modtaget landspokalen.

Er det ikke så spændende for Fortuna, der topper med 51 points, er det til gengæld en yderst afgørende kamp for FC Nordsjælland.
Selv om Fortuna er sikret det danske mesterskab, hviler holdet ikke på laurbærrene. Lørdag bliver der kæmpet for en værdig afslutning på en formidabel sæson.
Torsdag blev trup og stab hyldet og takket af Hjørrings borgmester Søren Smalbro, der bød på pandekager med is i rådhusets kantine, og lørdag er det Kvindedivisionsforeningen som kommer med medaljerne.
Guldmedaljerne har man adressen på, men skal der også være medaljer til FC Nordsjælland?
Det vil kampen og resultater fra øvrige kampe vise.
Fortuna Hjørrings Joy Omewa har i øvrigt sin egen kamp. Hun fører topscorerlisten med 22 mål, hvilket er 5 flere end nr. to HB Køges Olivia Garcia. Så der skal mere end uheld til, for at Fortunas Hjørrings skarpskytte fortrænges.
Kampen på Nord Energi Arena begynder kl. 14:00.