Fortuna skal rejse sig
Fortuna – BSF
Fortuna skal rejse sig efter chok Så er det med at komme op på hesten igen, og det straks. Der er ikke plads til andet end sejr i de kommende kampe, når Fortuna Hjørring skal forsvare sit danske mesterskab i 3F-ligaen.
Et 2-4-nederlag til Kolding Q på hjemmebanen i Hjørring var som en spand koldt vand i hovedet. – Vi skal straks tilbage på sporet. Jeg er også sikker på, at kollapset mod Kolding var en enlig svale. Det var første gang i min tid som træner, vi har lukket 4 mål ind på hjemmebanen. Jeg er også sikker på, at det bliver sidste, siger cheftræner Brian Sørensen.
Træneren mener, at der skete nogle ting, hvor heldet var ned Kolding, men efter kampen lagde han heller ikke skjul på, at hans eget hold slet ikke var der, da der skulle kæmpes. -Vi er ellers godt spillende, og skaber som regel de fleste chancer. Det kommer vi også til på søndag, når vi møder BSF i Ballerup Idrætspark, og så skal vi forstå at udnytte dem! Fortuna Hjørring fører slutspillet, men er kun et enkelt points foran Brøndby og endda med en spillet kamp mere.
Chancen for at sikre sig et større forspring blev forspildt mod Kolding, så nu er recepten helt klar: Sejr i resten af kampene. Der er nemlig ingen, som kan forestille sig, at Brøndby sætter flere points til – altså ud over dem Fortuna tager. Foruden liga-kampen står Fortuna over for den anden pokalkamp mod Kolding Q. I første omgang vandt Fortuna 3-1 i Kolding.
Det er en god udgangsposition, når den anden kamp i semifinalen spilles på Hjørring Stadion den 29. april kl. 19. Det var her Fortuna satte points til i liga-kampen mod Kolding, men nu er Hjørring-pigerne sat op til revanche og finale i landspokalen.