Fortuna-træner Lene Terp: Vi har manglet Josefine Valvik
Lene Terp og Fortuna Hjørring måtte i weekenden rejse hjem fra Farum i Nordsjælland uden point og uden mål. Alligevel ser cheftræneren optimistisk på dele af kampen:
Vi har faktisk fundet flere gode Fortuna-Hjørring momenter fra Farumkampen. Forskellen fra de tidligere kampe mod Nordsjælland er, at vi i lørdags ikke lavede mål på vores omstillinger og ikke udnyttede vores chancer, som for eksempel den vi havde i det allerførste første minut. Der er vi ikke skarpe nok, og det skal vi bygge videre på i den kommende kamp mod Brøndby.
En anden positiv Fortuna-situation er, at to nye spillere meldte sig på banen for Hjørring-holdet i Farum. Nemlig akademispiller Anna Pallesen, der fik ligadebut, og angriber Josefine Valvik, der blev skiftet ind i anden halvleg efter en længere skadespause:
Det var Valviks første turneringskamp i år, og der er ingen tvivl om, at hende har vi manglet. Hun har en opadgående formkurve, så hende er vi glade for at have tilbage. Så var der debut til Anna Pallesen. Hun er en meget optimistisk og glad spiller, og det viser hun også i de ti minutter hun får i Farum, siger Lene Terp.
For Josefine Valvik, der fik 45 minutter i lørdagens udekamp, betød comeback-et i Aligaen meget:
Det var virkelig dejligt at være tilbage. Det er noget jeg har glædet mig til. Det er klart, at jeg ikke lige er i topform endnu, men jeg er typen, der er god til at finde energi frem, og har noget at bidrage til holdet med. Det håber jeg også kommer til at gøre sig gældende mod Brøndby på søndag, hvor vi går efter alle tre point.
Cheftræner Lene Terp supplerer:
Vi glæder os til at spille kampen, og vi glæder os til at spille på Brøndby Stadion. Der er ingen tvivl om, at vi gerne vil lave nogle flere mål og sikre nogle flere point, end vi har gjort hidtil.
Fortuna møder Brøndby på søndag den 3. maj klokken 11:00. Kampen kan følges direkte på TV2Sport.

Josefine Valvik har været ude med en muskelskade i baglåret, men er nu klar til at sparke ekstra energi ind i Fortuna-mandskabet.
Foto: Jess Madsen