Fortuna vandt 4-0 over OB
Efter en uge med meget fokus på Europa Cup-kampen mod Split, den videre kvalifikation og lodtrækningen af den næste modstander var det igen tid til at spille A-ligakamp.
Modstanderen var OB hjemme på Nord Energi Arena. Kampen startede hurtigt i Fortunas favør, da Sara Olai startede målfesten efter blot 4 minutter.
Målet satte standarden for Fortuna, som fortsatte deres spil med højt pres og offensivt spil, hvilket også førte til flere chancer for hjemmeholdet.
Der skulle heller ikke gå mere end et kvarters tid, før Josefine Valvik kunne sætte hovedet på et indlæg fra højrekanten og gøre det til 2-0. Kun fem minutter senere kom Valvik på måltavlen igen. Efter et samspil med Risako Watanabe kunne hun drible forbi modstanderen og selv sparke bolden i mål.
Den dobbelte målscorer giver følgende kommentar:
Jeg scorer på de chancer, jeg skal score på, så det klager jeg ikke over. På det første mål får jeg en god bold, som ligger lige til mig, og som jeg skal score på, og det gør jeg heldigvis. På det andet mål, tager jeg den selv og kører en mod en mod modstanderen og skyder på mål.
Selvom begge hold kommer til chancer i anden halvleg, bliver det kun til et enkelt mål i kampens sidste minutter. Det var Olivia Krogsgaard, der i overtiden sparkede udefra og placerede bolden, så målmanden ikke havde en chance for at redde den. Dermed kunne hun slutte kampen af med et mål til 4-0.
Cheftræner Niclas Hougaard sætter ord på kampen:
Jeg er tilfreds med sejren. Jeg synes, at vi er i kontrol under hele kampen. Der er måske et par situationer til sidst, men omvendt burde vi også have scoret flere mål. Tempoet går lidt ned i anden halvleg, og det er jeg ikke helt tilfreds med, men på en dag, hvor vi ikke føler, at vi folder os helt ud, så synes jeg, at 4-0 er en god sejr.
På onsdag rejser Fortuna til Aarhus for at spille pokalkamp og om søndagen byder de det nuværende tophold HB Køge velkommen på Nord Energi Arena.