Spring til indhold

Fortuna vandt intens topkamp 2-1 over HB Køge

Der var linet op til et brag af en sæsonafslutning, da A-ligaens etter, HB Køge, besøgte ligaens nummer to, Fortuna Hjørring, lørdag eftermiddag på Nord Energi Arena.

En kamp, hvor Køge var bedst i første halvleg, mens Fortuna var bedst i anden, og fortjent kunne gå på vinterpause med en 2-1 sejr på mål sat ind af Ashley Riefner og Joy Omewa.

Sarah Dyrehauge og Tiia Peltonen fik 100 kamps blomster inden kick-off, og til manges overraskelse var flere af de traditionelle Fortuna-spillere skånet fra kampstart: Joy Omewa, Nikoline Nielsen, Tilde Johansson og Ashley Riefner startede på bænken.

Til gengæld var Freja Thiesgaard tilbage i Hjørring-målet, og hun havde nok at se til i første halvleg, hvor gæsterne ved flere lejligheder pressede hjemmeholdet helt i bund. Kort inden pausen var det dog Fortuna, der havde teten: Samantha Kühne sendte en dyb bold frem mod Josefine Valvik, som den hurtige angriber fik i Køges netmasker – desværre fra en position i offside.

Foto: Jess Madsen

Fra anden halvlegs start justerede Lene Terp med hele tre spiller: Joy Omewa, Ashley Riefner og Nikoline Nielsen kom ind, men desværre nåede den nye trio ikke ret mange boldberøringer, før HB Køges Macho Marta fik straffet en forsvarsfejl hos Fortuna, som pludselig var bagud 0-1.

Målet – og de tre indskiftninger – gjorde dog en kæmpe forskel: Tempoet kom op for Fortuna og bolden blev presset længere op i banen. Belønningen faldt efter en times spil, hvor Sarah Dyrehauge fik brudt Køges opspil og lagde en assist til Ashley Riefner, som sendte Fortuna på 1-1. Bare fem minutter senere fik Joy Omewa straffet et øjebliks uopmærksomhed hos Køge-forsvar og keeper, og så stod der 2-1 til Fortuna.

Resten af kampen blev en lang fight med høj intensitet, men med Fortuna som farligste mandskab. Ashley Riefner, der blev kåret til kampens spiller, var da også yderst tilfreds med sejren:

Det er et vigtigt comeback for os i dag efter skuffelsen i onsdags, og det er den helt perfekte måde at slutte sæsonen på. Vi holder nu kontakt med Køge, sagde Riefner og henviste til tabellen, hvor Køge nu “kun” har tre points forspring til Fortuna Hjørring, som i øvrigt er eneste hold, der har slået “de blå svaner” dette efterår. Cheftræner Lene Terp, var da også tilfreds med kampens udfald:

Beslutningen om at lave tre markante udskiftninger i pausen var helt bevidst. Vi har haft et intens kampprogram, og mange af vores spillere kan ikke spille 90 minutter. Jeg er – set over hele efteråret – meget tilfreds med den indsats, som vi leverer. Vi vidste, at det blev svært at spille mod europæiske mesterskabshold, og vores mål var at gå til vinterpause i A-ligaens top 3. Der er vi nu.

Kampens spiller blev Ashley Riefner

Til toppen