Fortuna vinder 2-1 over AGF og melder sig for alvor ind i guldkampen
Fortuna tog til Vejlby Stadion med en plan om revanche for det seneste 1-2 nederlag i grundspillet og en plan om sejr. Som Sarah Dyrehauge sagde inden kampen:
Det vil betyde meget for selvtilliden at få 3 point. Vi skal som hold spille bedre sammen, og så skal vi gerne op og score.
Fortunas cheftræner Lene Terp havde til tirsdagens opgør ændret i opstillingen. Nikoline Nielsen og netop Sarah Dyrehauge var rykket helt på top – og det viste sig at være en god idé.
Efter bare 9 minutter blev Nikoline Nielsen tacklet i feltet, og så var der straffe. Som Sarah Dyrehauge scorede sikkert på. Og en halv time senere – stak netop Sarah Dyrehauge en god aflevering til en fremstormende Florentina Olar, som kom forbi AGF-keeperen og scorede til 2-0 i et tomt mål.
Dermed var der 100 procents effektivitet på de chancer, som Fortuna skabte. Målscoreren til 2-0 føringen, Florentina Olar, sagde i pausen:
Selvfølgelig er vi tilfredse, men vi skal stadig være skarpe i anden halvleg. AGF er hurtige og levere noget godt spil.
Anden halvleg bød på en justering – Dyrehauge gik ud og Risako Watanabe kom ind. Netop Risako fik efter kort tid en kæmpe chance alene foran AGF-målet, desværre røg skuddet direkte på keeperen. I stedet for at øge føringen, fik AGF reduceret ved Signe Johansen på et straffespark.
Med godt 10 minutter igen måtte Nikoline Nielsen udgå med krampe og blev erstattet af Samantha Kühne. I de sidst hektiske kampminutter blev Janelle Cordia skiftet ind i stedet for Ashley Riefner, og det blev lidt af en heksekedel foran Andreea Paraluta i Fortuna-målet.

Arkivfoto: Jess Madsen
Det endte dog med en sejr på 2-1 til Fortuna, det betyder, at Hjørringholdet med en sejr over HB Køge på lørdag den 28. marts kan bringe sig i toppen af tabellen:
Vi er virkelig tilfredse med de tre point, selv om det ikke var kønt til sidst, så lykkedes vores gameplan. De tre point skal med hjem, og så skal vi være klar på lørdag, hvor der venter en vigtig kamp, sagde en velspillende Signe Carsten, der sammen med Tilde Johannson var en af Fortunas bedste.
Topkampen mod HB Køge spilles klokken 14:00 på Nord Energi Arena. I pausen er publikum inviteret til påskeæggejagt. Alle deltagere får et chokoladeæg og er med i lodtrækningen om fem makeuplykkeposer fra Normal i Hirtshals. Følg med i konkurrencen på Fortuna Hjørrings Facebook- og Instagramside.