Guldet glinsede over Fortuna!
Foto: Hans Ravn
Det var en stor aften for Fortruna, da kvindeklubben i Hjørring, mandag modtog den fornemme pris, der er stiftet til minde og værdsættelse af nabobyen Frederikshavns store fodboldsøn, Harald Nielsen. For fjerde gang blev Guld Harald uddelt. De tre tidligere gange er prisen tilfaldet enkeltpersonerne David Nielsen, Peter Møller og Søren Frederiksen. Og nu var det så en hel klub, der fik den fornemme pris.
Prisoverrækkelsen fandt sted ved en højtidelighed mandag aften på Harald Nielsens Plads foran Arena Nord i Frederikshavn.
Rudi Nielsen, der var gift med Harald Nielsen, overrakte prisen til Jette Andersen, der var formand for Fortuna Hjørring i 29 år, inden hun i foråret 2019 overlod posten til Birgit Christensen.
De to modtog en miniudgave af statuen af Harald Nielsen, der pryder pladsen foran Arena Nord. Den har en værdi af 25.000 kroner og er skænket af familien Nielsen.
Desuden fik Fortuna 25.000 kroner i kontanter fra Spar Nord Fonden.
Årets Guld Harald tildeles en person, et hold eller en klub med relationer til Nordjylland.
I begrundelsen for at vælge Fortuna Hjørring skriver komiteen blandt andet:
Klubben har en meget stor aktie i den popularitet, kvindefodbolden i Danmark har oplevet i de senere år. Fortuna har altid har insisteret på, at fodbold for piger og kvinder skal promoveres på samme niveau som for drenge og mænd.
I mindst 30 år har klubben været bannerfører for en dedikeret talentudvikling, der har skabt mange landsholdsspillere og rollemodeller.
Fortuna er ikke kun et nordjysk, men også et nationalt flagskib.
Der var en fantastisk intim stemning i forbindelse prisoverrækkelsen, og Fortunas formand, Birgit Christensen rettede en smuk tak til prisuddeleren.