Joy og Janelle sender Fortuna videre i Europa
Et mål i første halvleg af Joy Omewa og en hovedstøds-redning på stregen i Fortunamålet af Janelle Cordia i anden halvleg blev kampafgørende.
FC Vorskla Poltava blev besejret med 1-0 i den anden kvalifikationsrunde af Europa-cuppen, og Hjørring-holdet er derfor videre i turneringen.
De danske mestre startede bedst, og helt fortjent kom Fortuna foran på mål af Joy Omewa efter knap et kvarters spil.
Samme Joy fik få minutter efter gult kort efter et hårdt sammenstød med ukraine-keeperen. Nu afventer man spændt, om angriberen kommer i karantæne i den næste Europa Cup kamp, da hun også fik “en ost” i det første opgør mod Vorskla Poltava.
Som kampen skred frem, kom gæsterne tættere og tættere på Fortunamålet – godt hjulpet på vej af cirka 70 entusiastiske ukrainske fans, der sammen med en stortromme, skabte en hel særlig stemning på Nord Energi Arena.
Det blev dog – fortjent – Fortuna, der trak sig sejrrigt ud af opgøret.
Både på grund af taktisk kloge indskiftninger af cheftræner Lene Terp i anden halvleg, men også på grund af Janelle Cordia, der stod præcis, hvor hun skulle være, og reddede en ukrainsk bold på målstregen med pandebrasken i kampens døende minutter:
Det er jo det, man skal kunne, når man er forsvarsspiller. Det var dejligt, at hjælpe til i dag i målet. Sejren og den videre turnering i Europa betyder utrolig meget for os som hold, men også for Fortuna som klub, sagde Cordia, som udover at være en vigtig forsvarsspiller også er sportschef i Fortuna Hjørring.
Hendes holdkammerat og målscorer, Joy Omewa, der i øvrigt spillede sin kamp nummer 100 for Fortuna, supplerede:
Jeg er selvfølgelig ærgerlig – og egentlig også lidt uforstående – over det gule kort, som giver mig karantæne. Men det vigtigste er, at holdet er videre med en sejr.
Samme konklusion kom cheftræner, Lene Terp, frem til. Selv om hun til tider, var lidt urolig på sidelinjen:
Det blev en utrolig lige kamp, og ja vi havde chancer til at score flere mål, men ukrainerne havde også mulighed for at udligne. Det er sådan det er i de europæiske kampe, og det er det, der gør dem som gode og spændende at spille. Vi lærer utrolig meget af det internationale niveau.
Fortuna er ikke alene om at komme videre i Europa Cup kampen. FC Nordsjælland, som Hjørringholdet møder på lørdag på udebane i A-ligaen, er med en storsejr på 5-0 over Gintra også videre.
Hvem Fortuna Hjørring skal møde i den tredje kvalifikationsrunde af Europa Cuppen afgøres ved lodtrækning på fredag. De næste europæiske opgør ligger i november. Kampen mod FC Nordsjælland kan følges på TV2 Play klokken 16.00 lørdag.

Joy Omewa blev fejret for sine 100 kampe inden opgøret. Angriberen misser næste kamp i Europa Cuppen på grund af to gule kort.
Foto: Jess Madsen