Spring til indhold

Kasper Poulsen død

Stort tab for Fortuna og Dana Cup

Fortuna og Dana Cup har mistet en af sine allerbedste og mest værdsatte medarbejdere.
Kasper Poulsen er død 47 år gammel.
Kasper var fra Aalborg, hvor han voksede op i kvarteret ved fodboldbanerne i den sydlige del at storbyen.
Hans interesse for fodboldspillet blev vakt i barndomsårene, og det skulle vise sig, at være en interesse, der blev bevaret livet igennem.
De første år var han engageret i Aalborg-klubberne Chang og B52, og senere blev det i Fortuna Hjørring og hos denne klubs ”støtteforening” Dana Cup.
Som ganske ung blev Kasper chauffør hos transportfirmaet Samson i Aalborg. Samtidig med, at han passede arbejdet her, blev fritiden benyttet til trænergerning i B52.
Kasper var meget resultatorienteret, hvorfor det også betød meget for ham, at han kunne komme til at arbejde tættere på talent og elite. I 1993 blev han engageret til træneropgaven for Fortunas hold i danmarksserien.
Hans hjerte lå i Fortuna, og gradvist blev han mere og mere engageret i administrations og driftsarbejde. Det var således på såvel banen som i klubhuset, Fortunas mange medlemmer kom i berøring med den altid veloplagte og humørfyldte Kasper Poulsen.
Hos Fortuna blev der sat stor pris på Kasper. Derfor blev han via et forløb som voksenlærling kontoruddannet og ansat hos Dana Cup.
Kaspers talent for organisering og servicering førte til, at han overtog mere og mere af den slags opgaver i Dana Cup. Samtidig blev der i Fortuna trukket på hans kolossale viden inden for fodboldorganisationer, turneringsregler osv.
Gennem de seneste år har det bl.a. været Kasper Poulsens ansvar at formidle samarbejdet med de mange klubber, der er tilknyttet Dana Cup, kommunikere med turneringens dommere og formidle positiv kontakt til organisationens mange frivillige.
Det havde også stor værdi, når Kasper deltog i fodboldkonvent og salgsaktiviteter rundt om i Verden. Selv satte han stor pris på, at markedsføre Dana Cup, og der er utallige fodboldledere i bl.a. USA og Norge, der har nydt godt af Kaspers besøg og engagement.
Det var også Kasper, der havde ansvaret for den omfattende praktiske afvikling af de Champions League-kampe, Fortuna blev engageret i.
Kendetegnende for Kaspers forvaltning af alle disse arbejdsopgaver, var det, at de blev kørt hjem med samvittighed og engagement. Hele vejen rundt formåede Kasper, at servicere sin store berøringsflade så alle havde det godt med ham og ikke mindst med Fortuna og Dana Cup.
Kaspers ukuelige humør og optimisme har bidraget til at tingene blev gennemført på yderst seriøst og muntert. Kasper var altid den, der kunne bringe selv den mest vanskelige situation frem til en god løsning.
Rigtig mange kommer til at savne Kasper, men særlig hårdt bliver det for den kerne, som består af Kaspers kolleger. Det er en gruppe ikke blot bestående af arbejdskammerater, men også af nære venner. Mange føler, at den centrale Dana Cup-ledelse nærmest er at betragte som en lille sammentømret familie. Kaspers død er et stort tab for den familie, som vil føle et enormt savn.

Til toppen