Spring til indhold

Klar til Champions League og Brøndby

Fortuna Hjørring kunne næppe få en bedre ”opvarmning” 

Fortuna Hjørring kunne næppe få en bedre ”opvarmning” til onsdagens kamp i Womens Champions Leaguemod Minsk fra Hviderusland og næste søndags ligakamp mod Brøndby end søndagens aftenkamp i 3 F-ligaen mod Skovbakken.

På Bredbånd Nord Arena i Hjørring hentede de grønne fra Hjørring tre vigtige turneringspoints ved at slå Skovbakken 2-0.

Nu har Fortuna Hjørring sejret i sine seneste 10 kampe. Seks sejre i 3 F-ligaen, tre i pokalkampe og en i Womens Champions League. Den sejrsrække er kommet efter en forsigtig sæsonstart med to gange uafgjort mod henholdsvis Skovbakken og Brøndby.

I aftenens kamp på Bredbånd Nord Arena var der ikke på noget tidspunkt tvivl om, hvor pointsene skulle havne. Med et forsvar, der stod ualmindeligt sikkert havde vendelboerne overtaget kampen igennem, og Skovbakken kan takke sin målmand, Thora Hansen, for at der ikke stod mere end 1-0 ved pausen.

Det var Nora Heroum, der efter fem minutters spil scorede på et velplaceret langskud. Det blev til yderligere et par Fortuna-forsøg i første halvleg, men der manglede lige det sidste.

Efter pausen fortsatte Fortuna Hjørring med et velovervejet og smukt opbygget angrebsspil. Det kneb imidlertid med afslutningerne, og man skulle 37 minutter hen i halvlegen, inden der blev scoret. Efter en række tilfældigheder og skæve returnering i Skovbakkens forsvar styrtede Nadia Nadim til bolden og sendte den i mål til slutresultatet 2- 0.

Fortuna Hjørring-spillerne har nu et par dage til at restituere sig, inde det onsdag aften går løs i Womens Champions League på Bredbånd Nord Arena. Her er modstandere FC Minsk.

Fortuna-pigerne har en god udgangsposition, efter at det første indbyrdes opgør med hviderusserne i Minsk endte med en 2-0-sejr. Bevarer holdet den styrke, man efterhånden er nået op på, er der gode udsigter til en fortsat deltagelse i den europæiske mesterholdsturnering.

For Fortuna Hjørring slutter det ikke med onsdagens kamp. Allerede på søndag kl. 14 sker der igen noget på Bredbånd Nord Arena. Så er der topopgør, når Brøndby kommer til Hjørring. De to hold ligger i spidsen for 3F-ligaen begge med 20 points – fem foran 3’eren, Skovbakken.

 

Kampfakta:

5 min: Nora Heroum 1-0

82 min: Nadia Nadim 2-0

Fortuna:

Aubrey Beldsoe, Luna Gewitz, Nina Frausing, Nevera Danjamovic, Augustine Siliki, Caroline Rask, Line S. Jensen, Nora Heroum, Florentina Olar, Nadia Nadim og Frederikke Thøgersen

Ind: Chi Chi Igbo, Janelle Cordia og Sarah Dyrehauge

 

Til toppen