Køge vandt med mindste marginal 1-0 over Fortuna
Fortuna Hjørring måtte lørdag tage fra Sjælland uden point.
En løs chance i anden halvleg endte nemlig foran fødderne af Nadia Nadim, der sendte bolden ind bag en chanceløs Andreea Paraluta.
Andreea stod ellers en flot kamp i Fortuna-målet, og holdt især i første halvleg nordjyderne inde i kampen. Køge startede nemlig bedst, men langsomt fik Fortuna spillet sig bedre ind i opgøret. Det til trods for, at Lene Terp igen måtte lave om på startopstillingen på grund af skader. Kaitlyn Parcell spillede højre back i stedet for Florentina Olar, og Sarah Dyrehauge, der har været syg i løbet af ugen, havde anførerbindet på armen.
I anden halvleg kom Dyrehauge ikke på banen, men blev erstattet af Samantha Iredale. Som kampen skred frem fik også Miyu Thakahira og Risako Watanbe spilletid. Det samme gjorde Lumi Kostmayer og Pernille Pedersen i de allersidste minutter.
Trods justeringerne lykkedes det dog aldrig for Fortuna at blive rigtig farlige foran mål:
Køge spiller klart hurtigere end os, og er især i første halvleg bedre. Vi havde nogle momenter, men dem skal vi være bedre til at bruge, og så skal vi score nogle mål, sagde Josefine Valvik efter kampen.
Nikoline Nielsen supplerede:
Jeg står med en skuffet følelse. Vi får ikke rigtig nogle afslutninger på mål. Vi har svært ved at få etableret spil, men jeg ser alligevel frem mod de sidste to kampe, som bliver mine sidste i klubben. Jeg kunne godt tænke mig at biddrage med nogle mål og sejre, så Fortuna kan komme ud i Europa.
Det samme håber Lene Terp på:
Vi går fortsat efter 3. pladsen. Slutspillet er igen i år tæt og nu venter en kamp mod Kolding på torsdag, før der i den sidste kamp bliver direkte duel mod FC Nordsjælland.
Fortuna og FC Nordsjælland har point-lighed i tabellen og kæmper fortsat om bronzen, mens guldet og sølvet skal fordeles mellem Køge og Brøndby.
Fortunas næste kamp spilles torsdag klokken 19:00 på udebane mod Kolding IF og kan følges på TV2 Play.