Mads er ny forretningsansvarlig i Fortuna
Måske har du allerede opdaget, at Fortuna Hjørring har udvidet sin administrative brutto-trup.
41-årige Mads Lindberg Ellitsgaard har siden den 15. marts i år været forretningsansvarlig på fuld tid hos de grønblusede:
Mit job er at hjælpe med at få den daglige drift hos Fortuna Hjørring til at flyde, så der både er de ideelle forhold for klubbens professionelle afdeling og for amatørerne, fortæller Mads, der har et særligt blik for tal og regnskaber.
Han har nemlig i mange år arbejdet hos Spar Nord, og kommer ud af den finansielle sektor:
Mit fokus er naturligvis på at optimere driften, men jeg giver også en hånd med ved alle hjemmekampene i A-ligaen, og hepper naturligvis på både vores A-ligahold, men også på vores ungdomshold, som lige nu klarer sig rigtig godt, siger Mads og hentyder til at både U16-liga og U19-liga-holdet har spillet sig i pokalfinalen.
Selv regner Mads med at være så godt spillet ind på holdet, at Kjeld Simonsen, der hidtil har været administrativ leder, kan drosle sit arbejde ned, og i løbet af 2027 helt overlade Fortuna-skrivebordet til Mads Lindberg Ellitsgaard.

41-årige Mads Lindberg Ellitsgaard er selv vokset op i Hjørring. Han er uddannet i den finansielle sektor.
Foto: Bente Poder