Nervepirrende kamp mod HB Køge ender i nederlag
Lørdag kunne Fortuna byde de forsvarende mestre velkommen på Nord Energi Arena. Selvom kampen endte 2-1 til gæsterne, kunne tilskuerne være vidne til en spændende kamp på et højt niveau.
Allerede fra start var der højt pres, stærke dueller og kamp om boldbesiddelsen fra begge hold. På trods af presset fra de stærke modstandere kom Fortuna også hurtigt frem til chancer. Efter 10 minutter stod Risako Watanabe for kampens første skud på mål.
Det var dog HB Køge, der efter 15 minutter kunne bringe sig foran. En stor redning fra Andreea Paraluta sendte bolden ud i fødderne på Nadia Nadim, som kunne bringe gæsterne i front.
Der skulle dog ikke gå mere end seks minutter, før Janelle Cordia kunne udligne. Efter et hjørnespark til Fortuna, opstod der en rodet duel foran HB Køges mål, hvor Cordia i sidste ende kunne sparke bolden sikkert i mål.
I anden halvleg fortsatte kampen om sejren. Fortuna skabte blandt andet to store chancer ved Josefine Valvik, hvor en af boldene hamrede mod overlæggeren. Det var dog ikke nok til at sikre vindermålet.
Det var i stedet Nadia Nadim, der i 62. minut kunne placere sit andet mål i kampen i et relativt frit Fortuna mål og dermed sikre sejren.
Sara Olai, som blev kåret som kampens spiller, fortæller:
Vi havde gode perioder i spillet, hvor vi kunne åbne deres forsvar, og vi spillede en god kamp, hvor vi brugte hinanden. Vi får mange chancer, og det er kun få perioder af kampen, hvor vi ikke når deres niveau, og så straffede de os.
Cheftræner Niclas Hougaard fortæller også efter kampen:
Vi leverer en rigtig god præstation i begge halvlege. I anden halvleg skaber vi den kamp, vi langt hen ad vejen gerne ville, men så bliver vi lidt for stresset til sidst. Det er sådan, det er, når man skal jagte noget, så kan det gå begge veje. Vi prøvede at satse, og vi har nogle store chancer. Vi kunne godt have scoret et mål mere.
Selvom resultatet ikke var som ønsket, var der andre højdepunkter under kampen som også var værd at huske. På banen kunne vi igen tage i mod både Emma Westin og Ashley Riefner, efter længere periode væk fra banen.
Derudover kunne Risako Watanabe fejre sin kamp nummer 50 for Fortuna.
Næste kamp bliver lørdag den 19. september, hvor Fortuna rejser til Sjælland for at møde Brøndby.