Ny akademi- og rekrutteringschef

Fortuna Hjørring forstærker det sportslige setup med ansættelsen af 34-årige Adam Harell, der civilt fungerer som folkeskolelærer.
Adam Harell har stor erfaring med talentudvikling på øverste niveau efter otte år i AaB’s drenge-eliteafdeling, hvor han senest var U/17-ligatræner på fuld tid. I efteråret 2017 var han assistent for Thisted FC i Nordic Bet-ligaen, men siden januar har han været tilknyttet Fortuna Hjørring.
-En af hovedopgaverne for Adam bliver at skabe sammenhæng mellem Fortuna Hjørrings talentafdeling, Dana Cup Academy og klubbens 3F-hold, siger Fortunas elitechef, Jacob Larsen,
-Adam vil med sin fodboldfaglige indsigt og erfaring bidrage til, at vi kvalitetssikrer vores talentmiljø og får en større sammenhæng og retning i vores sportslige udvikling.
Det er med store forventninger, Adam Harell tiltræder sin nye stilling:
-Fortuna Hjørring er en rigtig stor aktør inden for pige- kvindefodbolden i Danmark. Faciliteterne og mulighederne i klubben er helt i top, og det bliver spændende at være med til at præge klubben i en fortsat positiv retning, siger Adam Harell.
-Vi har et rigtig godt grundlag i Fortuna Hjørring. Med udgangspunkt i det vil vi gerne via strategisk og målrettet arbejde forfine og lægge lag på. Bl.a. har vi i klubben et stort fokus på den individuelle specialtræning, der har været med til at uddanne spillere som Nadia Nadim og Janni Arnth, og det agter vi at konsolidere som en af vores hjørnesten.
Adam Harell tror fast på, at Fortuna Hjørring også fremover vil udklække spillere til øverste niveau.
-Vi har allerede spillere, der kan nå allerhøjeste niveau, og det er – i al ydmyghed – fortsat vores ambition og mission at udvikle og uddanne de dygtigste og mest entusiastiske pigespillere herhjemme. Sammenholder man den enorme kvalitet, der findes i klubbens trænerstand, med de topmoderne faciliteter, er jeg overbevist om, at Fortuna Hjørring fremadrettet vil være en stor bidragsyder til dansk talentudvikling på pige-/kvindesiden, slutter den nye akademi- og rekrutteringschef.