Spring til indhold

Rie er klar til europæisk returopgør og til U19-landsholdet

Det er gået stærkt dette efterår for Fortuna Hjørrings midtbane-profil Rie Skotte Jørgensen.

Hun er rykket op i A-Liga-truppen, blev indskiftet i CL-kval-kampen mod østriske Skt Pölten, fik en starter-plads mod ukrainske FC Vorskla, og så er hun udtaget til U-19 landsholdets to venskabskampe i Italien sidst i oktober.

Der har virkelig været tryk på i den sidste tid for mig. Jeg er naturligvis vildt glad for alt det, der lige pludselig lykkes, og jeg nyder det hele. Det er første gang i min fodboldkarriere, at jeg bliver udtaget til landsholdet, så det er et skulderklap, som jeg er glad for.

Rie Skotte bor på Dana Cup Academy, og nyder lige nu fodboldtilværelsen ekstra meget.
Foto: Bente Poder

Rie Skotte, der kom til Hjørring i 2023 fra Varde, går til dagligt i gymnasiet i Hjørring i 2G. Hun fylder kort efter returopgøret mod ukrainske FC Vorskla Poltava 18 år.

Skotte startede inde i den første Europa Cup-kvalifikationskamp mod FC Vorskla i sidste uge, der endte 1-1, og håber også på at være i start-11eren i returopgøret på onsdag den 15. oktober:

Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at imponere i træningerne lige op til. De her internationale kampe giver noget ekstra, fordi mange af modstanderne spiller på en anden måde, end vi er vant til. Jeg forventer, at det bliver en intens kamp, men tror og håber på, at vi kommer til at dominere, og at vi vinder, siger Rie Skotte.

Der er gratis adgang til kampen den 15. oktober, hvis man bestiller en billet i forvejen.

Køb din billet til kampen her

Kickoff er klokken 18.00, men Fanzonen åbner allerede klokken 16.00. Her kan de første 300 tilmeldte få mexicansk buffet for bare 60 kroner. Tilmeldingsfristen er den 14/10 klokken 12.00 til kd.gnirrojhanutrofobfsctd@kleahcim

Fanzonen byder på gode efterårsferie-aktiviteter som Faxe Kondi konkurrencer, E-sport, oppustelig fodboldbane og meget mere.

Rie i duel i den første kamp mod FC Vorskla.
Foto: Jess Madsen

Til toppen