Spring til indhold

Uafgjort i Farum – men alligevel en Joy-ful Fortuna-uge

Det har været en vild uge for Fortuna Hjørring – og særligt for den nigerianske angriber Joy Omewa.

Onsdag satte hun det afgørende mål ind i Europa-Cup-kvalifikationen, da hun scorede kampens enlige mål mod ukrainske FC Vorskla Poltava.

Et mål, der sendte de danske mestre direkte videre til ottende-dels-finalerne. Fredag bekræftede UEFA, at Joys to gule kort i den europæiske turnering ikke giver karantæne og senere samme dag kom den 22-årige målskytte på det nigerianske landshold “The Super Falcons” for første gang som seniorspiller.

Lørdag i A-ligaen cementerede Joy sin position som topscorer i den bedste række, da hun scorede Fortunas andet mål i Farum og sit niende i A-ligaen.
Desværre var Joys mål ikke nok til at sikre sejren.

FC Nordsjællands landsholdsspiller, Anna Walther, udlignede nemlig på straffespark med knap et kvarter igen.

Set over hele kampen var 2-2 et fair resultat: I første halvleg var Fortuna klart det bedste hold, og gik fortjent til pause med en 1-0 føring sat ind af Josefine Valvik i det 8. minut. Men FC Nordsjælland var farligst i anden.

Nu venter en landsholdspause, hvor Fortuna Hjørring sender Nikoline Nielsen afsted med U/17-landsholdet, Rie Skotte med U/19, Josefine Valvik med U/23 og Freja Thisgaard med A-landsholdet. Der ud over er Andreea Părăluță udtaget til det rumænske landshold og altså Joy Omewa til det nigerianske.

Arkivfoto: Jess Madsen

Til toppen