Vanskelig opgave i Bilbao
Brian Sørensen på ”spionopgave” i Spanien
Fortuna Hjørring hat gjort det til en tradition, at bevæge sig et skridt op ad stigen, når der spilles afgørende kampe i UEFA Womens Champions League. I år ser det ud til at være en opgave, der er betydelig vanskeligere end de senere års 16. dels runder. Spanske Athletic Bilbao er et klassehold, og Fortuna skal yde sit bedste, hvis det også skal blive til 8. dels finale i 2016-17-turneringen.
For at være bedst muligt rustet til den første kampe i 16. dels finalen, der spilles i Bilbao onsdag den 5. oktober, har cheftræner Brian Sørensen været en tur i Spanien og set Athletic Clubs ligakamp mod Tauence, en kamp Athletic vandt 7-0.
– Vi kommer på en svær, svær opgave. Det er et super godt spillende Athletics Club Bilbao hold som er virkelig sammenspillet, siger Brian Sørensen efter hjemkomsten.
– I disse år oplever vi jo, at Spanien er dominerende på U17 og U19 samtidig med at deres A-landshold lige har slået Finland 5-0. Det vidner om, at der er kvalitet i spansk kvindefodbold.
Når så Athletic Club kan vinde ligaen foran hold som Barcelona og Atletico Madrid, der har alle landsholdsspillerne, er det klart at piger fra Bilbao er skrappe.
De spiller ekstremt hurtigt, og de har godt blik for spillet. Det bliver helt klart den sværeste opgave vi har stået over for i første runde i finalespillet i Womens Champions League.
I de seneste to år har Fortuna klaret første omgang med sejre over et portugisisk hold og et hold fra Hvide Rusland, hvorpå Fortuna måtte se sig besejret i 8.dels finalen.
Den første kamp mod Athletic Club spilles på mændenes trænings anlæg i Lezama.