Vi bygger fortsat på vores spil
Fortuna Hjørring tager i weekenden til Sjælland, hvor der lørdag eftermiddag venter en kamp mod de nykårede pokalmestre og A-ligaens tophold, HB Køge.
Køge er et stærkt hold, og som regel bliver det nogle rigtig gode kampe, som vi spiller mod dem. Vi har tanket op på selvtilliden efter sejren over AGF, og har haft tid til at bygge på vores spil, så vi ser frem til kampen, siger Fortuna Hjørrings spillende sportschef, Janelle Cordia.
En, der ser ekstra meget frem til opgøret, er Kaitlyn Parcell (KP) som netop mod AGF fik comeback i den grønne trøje efter mere end et års skadespause:
Det føltes så godt at være tilbage, og jeg har masser af energi og humør, som jeg føler, jeg kan bidrage med til holdet, så jeg ser frem til at skulle med til Køge.
Mens lørdagens modstander ligger nummer et, så er Fortuna i øjeblikket på fjerdepladsen i A-ligaen. Hjørring-holdet har 21 point, præcis som FC Nordsjælland, der har en bedre målscore. For at komme ud i Europa skal Fortuna som minimum ende på tredjepladsen:
Tankerne om tabellen er skubbet i baggrunden. Vi tager, som altid, en kamp ad gangen. Det er vigtigt, at vi gør tingene ordentligt færdigt, siger Janelle Cordia, der selv nyder at være tilbage på holdet, efter sin egen skade:
Det har været virkelig godt for mig at spille fast igen, og det går fremad. Både for mig og for holdet.
Kampen mod Køge spilles lørdag klokken 14:00 og kan ses på TV2 Sport.

Kaitlyn Parcell fik comeback mod AGF og glæder sig til sæsonens sidste tre kampe.
Foto Jess Madsen