Vi går efter en sejr i AGF
Fortuna Hjørring har rystet 1-2 nederlaget til Brøndby af sig fra sæsonpremieren hjemme på Nord Energi Arena sidste søndag. Nu gælder det næste uges tirsdags-kamp mod AGF på Vejlby Stadion:
Vi har haft lidt længere tid til at forberede os, og har haft mulighed for at træne på græs, siger cheftræner Lene Terp, der tirsdag tager til Vejlby med en helt særlig agenda:
Vi har en revanche til gode mod AGF, så vi går efter en sejr og tre point. Selvfølgelig vil vi også godt levere noget fodboldspil.
Målvogter, Andrea Paraluta, er enig:
Vi skal videre efter skuffelsen mod Brøndby, og vi skal tage noget af den attitude med os, som vi viste i især anden halvleg. Vi er klar til kampen mod AGF, og jeg tror, det bliver en god fight, hvor jeg også får noget at lave som målvogter. Vi skal huske, der stadig er ni kampe og masser af point
og kampe at spille for.
Kampen mellem AGF og Fortuna Hjørring bliver spillet klokken 19:00 på valgdagen den 24. marts og kan ses på TV2 Sport x og TV2play.

Foto: Bente Poder