Kan Fortuna holde kursen i Kolding?
Fortuna blev banket ned af FC Thy Thisted, men rejste sig hurtigt igen, da det i seneste weekend blev til en sikker hjemmesejr over FC Nordsjælland, der måtte rejse hjem fra Nord Energi Arena med et nederlag på 3-0. Nu er spørgsmålet så, om Fortuna kan holde den positive kurs og hente en sejr med hjem fra lørdagens kamp mod Kolding IF i Kolding.
På papiret er Fortuna favorit. Holdet her fra Hjørring befinder sig på ligaens fjerdeplads med 6 points – tre efter såvel Brøndby som Thisted og 6 points efter topholdet HB Køge.
Kolding ligger næstsidst og har kun erhvervet et enkelt hold i en uafgjort kamp med ligaens andet bundhold AGF.
Fortuna hentede masser af gejst i kampen mod FC Nordsjælland. Ikke mindst Camilla Kur fik en enorm opmuntring, da hun klarede et fornemt hattrick med tre elegante scoringer.
Mod Nordsjælland brillerede Kur med sine scoringer, men det var en total holdindsats der skabte sejren.
Ugen igennem har Fortuna spillere arbejdet på at lade sejrsglæden bundfælde, så den danner grundlag for den optimisme, der ér nødvendig, når Kolding skal besejres på deres hjemmebane.
Kolding har altid været en udfordring for Fortuna. Det er også tilfældet lørdag. Koldingenserne er kendt for kontant spil, som lørdag kommer op imod Fortunas elegante, tekniske spil.
Når de to hold mødes har Fortuna en tidligere Kolding-spiller med på banen. Signe Baattrup er kommet til Fortuna i år, og hun har – ikke mindst takket være arbejdsindsats og energi – været en uhyre positiv fornyelse i Hjørring. Nu bliver det interessant at opleve hende på tidligere hjemmebane og mod gamle holdkammerater.
Kampen på Autocentralen Park i Kolding fløjtes op kl. 13:00, og det er Anna Kjær Schmidt, der puster i fløjten